Lejere får forlænget lejekontrakter på Godsbanearealerne og i Sydhavnskvarteret
Kranerne svinger over Godsbanearealerne, og snart rykker de også ind i Sydhavnskvarteret. Men nede i gadeplan driver en lang række små, ofte kreative iværksættere deres virksomheder. Deres lejekontrakter har rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek netop taget initiativ til at forlænge for at give tryghed og sikre områdernes særlige karakterer.
Foreningerne og de små erhvervsdrivende er en stor del af områdernes identitet. Dem skal vi værne om og integrere i udviklingen.
To års kontraktforlængelse i Sydhavnskvarteret
Flere af de kreative virksomheder i Sydhavnskvarteret indgår som fremtidige lejere i A. Enggaards projekt nord for Jægergårdsgade. Projektet forventes indflytningsklar 2. halvår 2024.
Oprindeligt udløb de nuværende lejekontrakter i 2022. Nu tilbydes alle lejere en toårig kontraktforlængelse.
Vi skal sikre ro og tryghed omring de små virksomheder i Sydhavnskvarteret frem til indflytningen i de nye rammer, så de ikke bliver husvilde, inden de nye faciliteter står klar
Kontraktforlængelsen tilbydes til alle lejere på slagterigrunden, uanset om virksomhederne skal flytte med videre eller ej.
Styr på reglerne på Godsbanearealerne
På Godsbanearealerne har Institut for (X) allerede fået forlænget sin lejekontrakt flere gange. Nu er en 10-årig brugeraftale mellem Aarhus Kommune og foreningen netop faldet på plads.
Institut for (X) har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af området. Med brugeraftalen kommer der styr på reglerne, samtidig med vi sikrer kulturmiljøet, så det også får en rolle i fremtidens Aarhus K.
I kontrakten skriver Institut for (X) under på, at de vil benytte det ca. 6.600 m2 store om-råde til at udvikle Godsbanearealerne til et kreativt mødested og fremme vilkårene for nye iværksættere.
Aftalen træder i kraft 1. juni 2020 og ophører 31. maj 2030
Fakta
Brugeraftalen med Institut for (X) er betinget af, at der hurtigst muligt skal ske en lovliggørelse af de forhold, der ikke opfylder de stillede myndighedskrav til bygningerne og det 6.600 m2 store areal herunder forbud mod beboelse/overnatning på området.