Rådmand: Aarhusianerne skal ikke sortere deres affald i 10 forskellige rum

Det skal være enkelt og nemt at sortere affald, men samtidig skal vi have al den hjælp fra maskiner og teknologi, som vi overhovedet kan, når vi indretter fremtidens sortering af affald.

Det mener Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune og bestyrelsesmedlem i Dansk Affaldsforening, på baggrund af det seneste udspil fra regeringen omkring sortering af affald.

Vi skal genanvende vores materialer så meget som muligt og hele tiden mere og mere. Men at stille borgerne i udsigt, at de selv skal sortere i 10 forskellige fraktioner, er forkert. Fremtidens affaldssortering skal bygges op omkring den enkelte borgers behov for et system, som er nemt og til at håndtere i en travl hverdag, og vi skal overlade så meget som muligt til maskinerne. Derfor skal vi passe på, at vi ikke kommer til at fokusere på systemet for systemets skyld, når vi indretter fremtidens affaldssortering.
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø

Bünyamin Simsek opfordrer til, at man i højere grad får tænkt i et samarbejde mellem den private affaldssektor og kommunerne, så man står så stærkt som muligt i arbejdet med den cirkulære omstilling.

Hvis man lovgivningsmæssigt lægger alle beføjelserne ét sted – hvad end det så er 100 procent hos kommunerne eller 100 procent hos de private – så lægger man en skævvridning ind i systemet. Og det kan give de forkerte incitamenter, når vi skal arbejde videre med den cirkulære omstilling
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø

Bünyamin Simsek er også medlem af KL’s forsynings- og miljøudvalg, og har derfor beskæftiget sig indgående med de anbefalinger, som danner baggrund for regeringens udspil om affaldssortering. Han peger på, at systemet fylder for meget og borgerne for lidt og efterlyser blandt andet større fokus på slutbrugerne og deres behov.

Vi risikerer, at vi mister den nødvendige opbakning fra borgerne til klimaomstillingen, hvis vi ikke har fokus på, at løsningerne skal passe til deres behov og deres hverdag men i stedet blot udvikler løsning, der passer til systemet.
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø