Grønt byrum og parkeringshus i ét – Sydhavnens nye parkeringshus bliver noget for sig
Sydhavnens kommende P-hus bliver en attraktion i det nye kvarter. Det står helt klart, efter Aarhus Kommune på baggrund af udbud har valgt den rådgiver, der skal tegne Sydhavnskvarterets fremtidige parkeringshus.
Vinderen er Nordland Arkitekter. Holdet har budt ind med et projekt, som er meget mere end bare et parkeringshus til biler.
”Kulhusets aktive tagetage hæver bylivet op til et nyt niveau. Jeg er sikker på, den grønne park på taget bliver et aktiv for de mange arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner i Sydhavnen - og et sted man vil gå/køre efter, når man er i Aarhus,”
Kulhuset forbinder by og vand
Parkeringshuset får indkørsel fra Sydhavnsgade og bliver bygget med direkte forbindelse til Kulkransporet, hvorfra man hurtigt kan komme videre til Aarhus Hovedbanegård.
Kommer man fra banegården og mod Sydhavnen, skaber Kulhuset med sin indretning af tagetagerne som grønne byrum en helt ny mulighed for at bevæge sig via taget hen over skinnerne på Havnesporet, så der skabes en ny forbindelse mellem Sydhavnskvarteret og havnen.
”Kulhusets bløde former og det levende og grønne landskab på toppen bidrager med et ny og anderledes type byrum,”
Det grønne miljø og den gode udsigt fra taget kan man komme til både fra Kalkværksvej, Sydhavnsgade og Kulbroen.
P-hus i øjenhøjde
Sydhavnskvarteret bliver en del af Aarhus’ nye skyline. Det betyder dog ikke, at bydelen udelukkende skal bestå af højhuse. I udviklingen af Sydhavnen er der stort fokus på livet mellem bygningerne – her kommer Kulhuset til at spille en væsentlig rolle, fordi det ikke bliver højt.
”Højhusene i kvarteret må aldrig komme til at stå alene. Vi skal have masser af liv i øjenhøjde, når man går i gaderne og på Kulkransporet. Her er det Kulhusets helt store kvalitet, at man kan se menneskerne på taget, hvor end man befinder sig,”
P-huset fremstår med sin for området lave højde nyskabende og som en stemningsfyldt del af lokalområdet med god involvering af brugerne af området.
Aarhus Kommune går nu i gang med at udarbejde en lokalplan for projektet, som forventes at stå færdigt med 700 parkeringspladser i 2024.
Kontakt
Fakta
Kulhuset er skabt i samarbejde mellem Nordland Arkitekter (tidligere Draw Studio), C. F. Møller Architects, MOE Artelia Group, Urgent Agency og Institut for (X).