8,4 mia. kr. til mere grøn energi i Aarhus

Frem mod 2030 skal der i Aarhus investeres store summer i ledningsnet, anlæg og grøn omstilling. Et skøn er, at der skal investeres 8,4 mia. kr. alene i kendt teknologi, og mange byggeprojekter og en hel del vejarbejde står for døren. Derfor skal Energistrategi Aarhus sætte retningen for investeringerne til kundernes bedste.

Energistrategi Aarhus er et fantastisk eksempel på, at det lykkes for Aarhus Kommune at række ud mod det omkringliggende samfund og skabe den nødvendige opbakning til den grønne omstilling til et CO2-neutralt Aarhus. Samarbejdet med de store energiselskaber kan gøre en kæmpe forskel for hele Aarhus og for hver enkelt aarhusianers grønne hverdag - hvad enten det handler om at bruge grøn varme, grøn el eller at anskaffe sig en el-bil.
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø

Energiselskaberne og Aarhus Kommune går nu sammen om at tilrettelægge den bedst mulige grønne vej for energien frem mod 2030. Her skal et Aarhus i vækst være CO2-neutralt, og målet skal nås så billigt som muligt, så det fortsat voksende antal aarhusianerne oplever, at de får mest mulig grøn energi for pengene med færrest mulige gener i hverdagen. Strategien skal også bidrage til, at de langsigtede investeringer i rette tid tager højde for, at samfundet som helhed skal være helt uden fossile brændsler i 2050.

Fælles udfordringer - fælles løsninger

Det er de udfordringer, Energistrategi Aarhus, den første fælles energistrategi i Aarhus nogensinde, skal løse.

Parterne underskriver Energistrategi Aarhus på ARoS i Aarhus torsdag d. 8. oktober.

Det vil ske i bedste musketer-stil. Der findes nemlig ikke en lov om, at en kommune og energiselskaber skal planlægge energispørgsmål i et formelt samarbejde. I Aarhus er det derfor viljen, der tæller, og Energistrategi Aarhus har i alt ti fokusområder, hvor selskaberne kan bidrage til at realisere Aarhus som CO2-neutral i 2030. Her vil selskaberne fremme målet med fælles projekter og ved at koordinere indsatsen. Det skal åbne for ny grøn teknologi og for smidige, omkostningseffektive og grønne løsninger i hverdagen.

Fordele og synergier

Tre fokusområder i Energistrategi Aarhus illustrerer fordele og synergier ved at samarbejde:

  • Udvikling af Energiparker i Studstrup og Lisbjerg
  • Etablering af elnet og ladeinfrastruktur – særligt i midtbyen
  • En fokuseret indsats for smarte energiløsninger i samspil med byudviklingen

Energiparker med nye teknologier

Ørsted ser sammen med Aarhus Kommune og AffaldVarme Aarhus på, hvad Studstrupværket og dets infrastruktur kan bruges til på længere sigt i forbindelse med den grønne omstilling.

Sammen med kommunen og AffaldVarme Aarhus gik vi for fire år siden fra kul til biomasse og tog et kæmpe skridt i den CO2-neutrale retning. Studstrupværkets grønne el- og varmeproduktion kunne potentielt blive omdrejningspunktet for en grøn energipark, hvor CO2 fra skorstenen indfanges og lagres eller udnyttes til at fremstille grønne energiprodukter. Vi vil sammen med kommunen og AffaldVarme Aarhus undersøge forskellige muligheder.
Ole Thomsen, Senior Vice President, Ørsted

Ved at indfange og udnytte CO2’en fra biomassefyrede kraftvarmeværker kan man producere fremtidens grønne brændsler, ”Power-to-X” til eksempelvis den tunge transport, hvor fossile brændsler ikke direkte kan erstattes af el.

Hos AffaldVarme Aarhus, der også vil udvikle sit Lisbjerg-område til en energipark, er varmelagre, varmepumper og geotermi stærkt efterspurgt.

Hos AffaldVarme Aarhus skal de langsigtede investeringer til fjernvarme ramme et endemål, hvor vi overvejende bruger sol og vind som vedvarende energier til fjernvarmen. Men hvordan får vi varmen, når det er hundekoldt, og vinden ikke blæser, og solen ikke skinner? Det bliver nødvendigt med et tæt samarbejde med de andre energiselskaber. Så kan vi sammen efterspørge og opdyrke fremtidens smarte teknologimix der gør at det samlede energisystem hænger godt sammen. Så får Aarhus samlet set mest mulig grøn og forsyningssikker energi ud af de nye anlæg, energiproducenterne og forsyningerne søsætter.
Bjarne Munk Jensen, direktør for AffaldVarme Aarhus

En effektiv vej til en ny grønnere hverdag

Energistrategi Aarhus er også et løfte til aarhusianerne om, at partnerne bag strategien i fællesskab udbygger og vedligeholder energiinfrastrukturen på en omkostningseffektiv måde til mindst mulig gene for aarhusianerne. Som ledningsejere vil AffaldVarme Aarhus, AURA Energi og NRGI sammen med kommunen kigge på energiinfrastruktur i samklang med den grønne omstilling, byens vækst og indbyggernes behov. Arbejdet med ny infrastruktur skal give så få gener i hverdagen som muligt.

AURA Energi er en af de aktører, der kan fremme udbredelsen af elbiler. Vores netselskab har til ansvar at udbygge og renovere ledningsnettet, og der er store summer på spil. Derfor vil vi gerne ramme plet og dimensionere optimalt, så rækker vores investeringer længst, og vi skal grave mindst muligt. I vores kommercielle forretning skal vi levere strøm og sikre lademuligheder, men hvor, hvornår og til hvor mange? Og hvad med bygningsmassen? Hvor meget energi, skal der til i fremtiden? Der er mange vigtige beslutninger at tage.
Carsten Höegh Christiansen, direktør, AURA Energi

NRGi har lignende udfordringer, og Jacob Vittrup, direktør for NRGi tilføjer:

Med energistrategien skal vi skabe en fælles forståelse på tværs af forsyningsarterne. Både fjernvarme- og elinfrastrukturen skal i fremtiden kunne håndtere, at fjernvarmen i stigende grad bliver leveret fra brændselsfrie teknologier som geotermi, havvandsvarmepumper og elkedler. Det stiller også krav til elinfrastrukturen, som skal kunne håndtere den forventede elektrificering på tværs af sektorer. Samtidig skal vi sikre og udvikle en til stadighed mere energieffektiv bolig- og bygningsmasse, ligesom energiforbrugende processer i virksomheder og erhverv skal optimeres. Vi glæder os til at tage fat i hele værktøjskassen og understøtte vores fælles drøm om en CO2 -neutral fremtid for Aarhus.
Jacob Vittrup, direktør for NRGi

Online-deltagelse i lanceringsarrangement

Lancering af Energistrategi Aarhus er et offentligt arrangement på ARoS i Aarhus torsdag d. 8. oktober kl. 15.00 - 16.30. Det er muligt at deltage online ved tilmelding på www.tilmeld.dk/energistrategi

Fakta

Energistrategi Aarhus udspringer af Aarhus Kommunes Klimaplan og Klimaplanens partnerskaber med bl.a. ejerne af energisystemerne AffaldVarme Aarhus, NRGi, AURA Energi og Ørsted.

Formandskab
Samarbejdet blandt parterne har født Energistrategi Aarhus også som et forum hvor de i fællesskab kan drøfte og løse energiudfordringer i Aarhus.

Samarbejdet favnes af et formandskab, der går på skift, og i øjeblik ligger det hos klimachef Henrik Müller, klimachef i Aarhus Kommune, og ved lanceringsarrangementet skifter det til direktør Jacob Vittrup, NRGI.

Banebrydende samarbejde
Samarbejdet er banebrydende i Danmark. Det er første gang i en kommune, at de store energiselskaber og kommunen går sammen om at arbejde for grøn omstilling i tæt strategisk samspil med kommunens udvikling.

I ingen andre kommuner har energiselskaber og kommunen et så tæt og tværgående samarbejde om at omstille et bysamfund ved at løfte i flok.

Med Energistrategi Aarhus vil Aarhus vise andre byer både i Danmark og internationalt, at byen kan vinde ved at satse på et mere forpligtende grundlag for at tænke energiplanlægning og byplanlægning sammen.

Læs rapporten Energistrategi Aarhus her