AffaldVarme Aarhus får sin faste bestyrelse

Byrådet gjorde 1. januar AffaldVarme Aarhus til et kommunalt ejet selskab – med en midlertidig bestyrelse, der skulle stå for alt det praktiske med at forandre en kommunal forvaltning til et selvstændigt selskab.

Onsdag udpegede Aarhus Byråd så seks af de ni medlemmer til AffaldVarme Aarhus’ nye faste bestyrelse, der skal sætte den strategiske retning for AffaldVarme Aarhus og sikre, at det aarhusianske forsyningsselskab også i fremtiden kan levere bæredygtige og effektive løsninger for affaldshåndtering og varme til østjyderne.

Formand for den nye bestyrelse bliver seniorrådgiver i Rambøll Group og tidligere administrerende direktør for Rambøll Energi Thomas Rand, der kommer med en omfattende erfaring inden for både affalds- og energisektoren, hvor han har arbejdet med bæredygtige forandringer mod CO2-neutralitet og cirkulær økonomi.

Den nye bestyrelse bliver sammensat af tre eksterne medlemmer, tre medlemmer fra Aarhus Byråd samt tre medarbejdervalgte medlemmer. Ud over formanden har byrådet udpeget professor Marie Münster fra DTU og advokat og partner i Horten Line Markert som de eksterne medlemmer af bestyrelsen. Aarhus Byråd har også udpeget Anders Winnerskjold, Sander Jensen og Knud N. Mathiesen som byrådets egne repræsentanter i bestyrelsen.

Jeg er glad for, at en række meget kompetente mennesker har sagt ja til at sidde i bestyrelsen for AffaldVarme Aarhus. Vores forsyningsselskab har de seneste år spillet en enorm stor rolle i en bæredygtig omlægning af vores varmeforsyning og affaldshåndtering. Ved at blive et selskab har AffaldVarme Aarhus fået nye muligheder for at udvikle sine produkter og sine løsninger endnu mere, så forsyningen kan blive ved med at bidrage til at gøre Aarhus CO2-neutral i 2030.
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø

Bestyrelsen ventes at træde til ved en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af september. En af bestyrelsens første opgaver vil være at omsætte byrådets ejerstrategi til AffaldVarme Aarhus’ forretningsstrategi og træffe beslutninger om, hvordan AffaldVarme Aarhus skal levere på den grønne omstilling og Aarhus’ mål om at være CO2-neutral i 2030. Bestyrelsen vil også skulle se på nye forretningsområder, nye ydelser og branding af AffaldVarme Aarhus.

Fakta

Medlemmerne af den nye bestyrelse for AffaldVarme Aarhus:
Thomas Rand, seniorrådgiver og tidligere direktør for Rambøll Energi (formand)
Marie Münster, professor på DTU (næstformand)
Line Markert, advokat og partner i Horten
Anders Winnerskjold, Aarhus Byråd
Sander Jensen, Aarhus Byråd
Knud N. Mathiesen, Aarhus Byråd
Kim Nørskov Beyer, AffaldVarme Aarhus
Hanne Tokkesdal Jensen, AffaldVarme Aarhus
Jens Rishøj Skov, AffaldVarme Aarhus