Rådmand giver trængte borgere en hjælpende p-hånd

Med indførelsen af de nye parkeringsforhold på Trøjborg, som et flertal i byrådet har besluttet, skal gælde for midtbyen i Aarhus, er nogle beboere løbet ind i problemer med at finde parkering til deres biler. Det skyldes, at beboerne bor i områder, som byrådsflertallet har besluttet har tilstrækkeligt med p-pladser på eller ved den ejendom, de bor i. De kan med andre ord ikke købe en kommunal beboerparkeringslicens som giver fri parkering i området.

Det har givet uforudsete udfordringer for nogle af beboerne, når de pludselig skal finde et alternativt sted at parkere deres bil. Vi burde set i bakspejlet nok have gjort opmærksom på dette tidligere, så for at rode bod på dette, vil vi nu give de berørte beboere yderligere to måneder til at finde en alternativ løsning.
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø

Rådmanden er ikke en del af byrådsflertallet, men han ønsker at finde løsninger, der gør det så smidigt som muligt for beboerne at vænne sig til de nye p-forhold.

Beboerne på de berørte gader får frem til 1. august 2021 mulighed for at parkere gratis på både Peter Sabroes Gade og Skt. Johannes Allé. De får snarest besked om den nye ordning i e-Boks. Indtil beboerne har fået adgang til den midlertidige parkeringslicens, vil -cityassistenterne ikke kontrollere for betalingsparkering i de to gader.

Der er 160 betalingsparkeringspladser tilgængelige på de to veje.

Se et kort over området på Trøjborg her