Ny helhedsplan for udviklingen af Banegårdskvarteret

Forslaget til helhedsplanen, som skal sikre de overordnede og strategiske rammer for udviklingen i Banegårdskvarteret, blev tidligere i dag behandlet af Magistraten.

Banegårdskvarteret er byens pulserende centrum. Området er præget af ikoniske bygninger, og er et helt centralt trafikalt knudepunkt, der hver dag byder tusindvis af mennesker velkommen til Aarhus. Helhedsplanen skal være med til at sikre, at kvarteret er en tryg og blandet bydel fyldt med oplevelser og liv. Her skal være godt at bo, færdes, handle og opholde sig.
Bünyamin Simsek, rådmand, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune

Området strækker sig fra Banegraven over Banegårdspladsen til Europaplads og omfatter rutebilstationsgrunden og de omkringliggende arealer samt en eventuel fremtidig planlægning for arealerne ved Politigården.

Forslaget til helhedsplanen udspringer af en vision for Banegårdskvarteret, som er blevet formuleret på baggrund af en bredtfavnende inddragelsesproces med borgere, interessenter, faglige eksperter og Teknisk Udvalg.


Knudepunkt for kollektiv trafik
Helhedsplanen skal styrke området omkring Aarhus H som det vigtigste knudepunkt for den kollektive trafik i byen og understøtter samtidig pladsbesparende, grønne og aktive mobilitetsformer som gang og cykling. Ifølge planen skal der være plads til taxaer, varedistribution og ærindekørsel i området, men den gennemkørende biltrafik bliver i høj grad henvist til det omkringliggende vejnet.

Fremtidig byudvikling i Banegårdskvarteret skal forholde sig til de mange historiske og bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer i området, og skal samtidig understøtte en klimavenlig og mangfoldig bydel med plads til trygge og grønnere byrum.

Banegårdspladsen skal også i fremtiden rumme kollektiv trafik. Derfor lægger planen op til, at gennemføre en arkitektkonkurrence, der kommer med bud på, hvordan pladsen skal udformes med gode forhold for de mange rejsende og gående.

Et løft af Banegårdspladsen sætter handling bag vores ambitioner om høj kvalitet i vores bymiljø og byrum. Pladsen er i dag flot indrammet af de eksisterende bygninger, og når vi nu sætter endnu stærkere fokus på kobling mellem byliv, ophold, transit, bløde trafikanter og kollektiv transport, så ønsker vi at lægge kimen til et stærkt fælles byrum – både for Aarhusianerne og for de besøgene.
Anne Mette Boye, stadsarkitekt, Aarhus Kommune

Planen lægger også op til, at man mulighederne for at gøre Banegraven til et mere attraktivt sted med eksempelvis bedre cykelparkering og en stiforbindelse på tværs af Banegraven, der samtidig vil give bedre adgang til togperronerne.

Når Aarhus Byråd har behandlet forslaget til Helhedsplan for Banegårdskvarteret og den tilhørende miljøvurdering, bliver den sendt i offentlig høring.