Husk at registrere din elbil, når du vil have fire timers rabat på parkering

Aarhus Byråd har vedtaget en ny rabatordning, der giver el- og brintbiler mulighed for at parkere kvit og frit de første fire timer på de kommunale betalingsparkeringspladser i Aarhus Kommune. Her gælder det alle biler, at man altid skal registrere sin parkering i betalingsautomat eller betalingsapp, og det gælder altså også for elbiler, der vil benytte sig af rabatten.

Men mange er tilsyneladende ikke klar over, at de skal gøre noget aktivt, inden de forlader førersædet. 

I opstartsfasen er vi blevet bevidste om, at mange har misforstået ordningen og blot indstillet p-skiven. Det er desværre ikke nok på en betalingsparkeringsplads. Vi har derfor siden opstarten den 1. oktober forsøgt at vejlede bilisterne, og vi har lige skullet have alle parkeringsapps med, så systemerne også understøtter de nye regler. De børnesygdomme er udryddet nu,
Joshua Krogager, afdelingsleder i Parkering i Teknik og Miljø.

Advarsler de næste to uger

Teknik og Miljø er netop nu ved at sætte ekstra information om rabatordningen op på informationsstandere og betalingsautomater rundt om i midtbyen. Her fremgår det, at det er muligt at vælge en nul-emissionsbil, så man helt automatisk er sikret den korrekte betaling og rabat. 

Derudover vil byens cityassistenter de næste to uger uddele advarsler til eventuelle elbiler, der ikke har fået registreret deres parkering, så de er opmærksomme på reglerne, næste gang de skal parkere. Sker fejlen igen, får man en afgift.

Vi er helt med på, at der kan være lidt forvirring i starten, når nye lokale regler træder i kraft. Derfor har vi indtil nu været tilbageholdende med at uddele afgifter og været opmærksomme på, hvor forvirringen opstår, så vi kan vejlede bedst muligt og tilpasse vores kommunikation derefter. De næste to uger har vi besluttet, at man slipper med en advarsel første gang, man glemmer registreringen. Fra 1. november kan man forvente en afgift, uanset om det er første eller anden gang, man parkerer sin elbil på en betalingsparkeringsplads uden at registrere den,
Joshua Krogager.

Læs mere om rabatordningen for nul-emissionsbiler på aarhus.dk/emission.

Fakta

  • Betalingsparkeringsordningen med fire timers rabat gælder for alle såkaldte nul-emissionsbiler. Dvs. for elbiler og brintbiler, men ikke plugin-hybridbiler og hybridbiler.
  • Man opnår rabat, når man parkerer på en betalingsparkeringsplads. Det er vigtigt, at man registrerer sin parkering ved parkeringens start i en parkeringsapp eller betalingsautomat. Det er ikke nok at sætte p-skiven. Det gælder alle biler på kommunale betalingsparkeringspladser, at man altid skal registrere sin parkering i betalingsautomat eller betalingsapp.

  • Rabatordningen gælder ikke på de kommunale ladepladser, som er skiltet med 3 timers tidsbegrænsning – her skal p-skiven altid benyttes, og tidsbegrænsningen respekteres. Vær altid opmærksom på den lokale skiltning.

  • Byrådet har besluttet, at rabatordningen for nul-emissionsbiler gælder de næste fire år.