Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Første spadestik på cykelsti til Borum

Sammen med lokalområdet tager rådmand Steen Stavnsbo første spadestik til en ny cykelsti mellem Borum og Mundelstrup, der vil give borgerne en tryg og direkte cykelforbindelse mellem byerne.

27. apr. 2022
  • Læs op

Indhold

    Det har længe stået højt på ønskesedlen hos beboerne i Borum at få en cykelsti til Mundelstrup. Skal man i dag cykle fra Borum til Mundelstrup og videre til Aarhus, skal man cykle på Borumvej. Men for mange er det usikkert og utrygt, fordi Borumvej er en smal landevej uden kantbaner eller cykelsti, hvor bilerne må køre 80 km/t.

    Derfor anlægger Teknik og Miljø en næsten 3 km lang, dobbeltrettet cykelsti nord for Borumvej mellem Borum og Mundelstrup.

    "Vi ved, at gode, trygge cykelstier har en stor betydning for, om man bytter bilen ud med cyklen. Derfor er mit håb også, at den nye cykelsti kan få endnu flere til at tage den tohjulede. Det er godt for lokalsamfundene, miljøet og trængslen på vejene", siger Steen Stavnsbo, rådmand for Teknik og Miljø.

    I øjeblikket stiger priserne på flere materialer heriblandt asfalt. De sidste aftaler og kontrakter om cykelstien til Borum er faldet på plads, inden de seneste prisstigninger for alvor er slået igennem. Det betyder, at projektet kan gennemføres som planlagt.

    Cykelstien forventes færdig i slutningen af 2022.