Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Ajstrup Skoleskov vokser: 250 skolebørn planter 3000 træer

Onsdag d. 16. november er 250 skolebørn fra 0. og 2. klasse med til at plante 3000 træer i Ajstrup Skoleskov, der er et særligt skovområde i Aarhus dedikeret til skolebørn.

14. nov. 2022
  • Læs op

Indhold

    Ajstrup Skoleskov er både indrettet til og plantet af skolebørnene. Hvert år inviteres skolebørn i Aarhus ud i området for at plante træer, så skoven vokser sig større år for år. Sidste år plantede skolebørn de første træer i skovområdet, som de kan bruge til klasseudflugter, undervisning og måske endda en overnatning i det fri. I år vil 250 skolebørn hjælpe med at udvide skovområdet.

    "Det er vigtigt, at vi har mulighed for at komme ud i naturen – både for at nyde, være aktive og for at lære. Derfor giver det rigtig god mening at engagere børnene og lade dem skabe deres egen skov, så de lærer om, hvordan skoven bliver til et levested for en masse planter og dyr. Det danner grundlag for en masse gode oplevelser i naturen og læring", siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    Formand for Teknisk Udvalg, Solveig Munk bakker også op om projektet.

    "Børnene ved godt, at vores miljø og klima er truet. Med Ajstrup Skoleskov får de mulighed for at gøre noget for den jord, de skal overtage efter os andre. Tak til børnene og Aarhus Kommune for at rejse mere skov. Det har vi brug for", siger Solveig Munk, formand for Teknisk Udvalg.

    Skolebørn alene i vildmarken

    Temaet for skovområdet er bushcraft/Alene i Vildmarken og er den eneste af sin slags i Aarhus Kommune. Det giver aarhusianske skolebørn en unik mulighed for at tage på vildmarkstur, hvor de lærer at færdes og overleve i naturen.

    "Vores børn er naturens fremtidige ambassadører, og dem vil vi gerne klæde godt på. Når de er med til at plante træer, får de et bedre og tættere forhold til naturen, så de er motiveret for at passe godt den i fremtiden", siger Jens Døssing, landsformand, Plant et Træ.

    Ajstrup Skoleskov er et samarbejde med Landsorganisationen Plant et Træ, der donerer træerne til skoven via en række donationer.

    En festdag med tryl, rap og træplantning

    Det bliver en festlig og lærerig dag, når børnene selv har spaden i hånden og er med til at plante træer sammen med fagfolk. Hver klasse planter deres eget skovområde, som de har navngivet. Her kommer blandt andet ”Skovens Bedste Skov og ”Flagermusskoven”. Derudover vil der være rap, trylleri og diplomoverrækkelse. Pressen er velkommen onsdag d. 16. november fra kl. 10-13.

    Dagens program

    Kl. 10-12:

    • Plante træer sammen med skovfolk og AGF
    • Gå på opdagelse i området med appen ”NaturEventyr”
    • Leg med Naturbingo
    • Nyde medbragte madpakker


    Kl. 12-12.45:

    • Gustav Urths Naturtryl
    • Naturrap ved naturformidler Anders Fedder Kristensen
    • Udlevering af skovdiplom til klassen

    Fakta

    Ajstrup Skoleskov har et samlet areal på 21 hektar og vil vokse som årene går, hvor skolebørnene hvert år vil blive inviteret med ud for at plante. Der bliver kun én skovvej gennem området og én ryddet sti. Derudover er det op til børnene at lave trampestier og indtage området på deres præmisser.
    Skovrejsningen er en del af Aarhus Kommunes ambition om at rejse 2500 hektar skov inden 2030.