Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Træt af valgplakater? Brug BorgerTip og hjælp med oprydningen

Senest ved midnat onsdag d. 9. november skal de sidste valgplakater, strips og snore m.m. være fjernet fra lygtepæle, vejtræer og andre steder, de har hængt under valgkampen. Men det er ikke alt, der bliver fjernet i tide. Ser du efterladte valgplakater, kan du give kommunen besked med BorgerTip og hjælpe med oprydningen.

09. nov. 2022
  • Læs op

Indhold

    De har hængt over det hele. Valgplakaterne. I lygtepæle, på broer og på pæle langs veje. Under hele valgperioden har de fungeret som blikfang for håbefulde folketingskandidater. Men nu er det slut. Senest ved midnat onsdag d. 9. november skal alle valgplakater og alt ophængningsmateriale såsom plastikstrips og snore være fjernet. De valgplakater, som ikke er væk, bliver fjernet af Aarhus Kommune.

    Hvis du vil, kan du hjælpe Aarhus Kommune med oprydningen. Endda uden at fatte stige og skævbider. Faktisk skal du bare gribe din telefon og downloade appen BorgerTip. Med den kan du tippe kommunen om alverdens ting og sager, der ikke er, som de bør være – herunder valgplakater, som endnu ikke er nedtaget.

    Rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang opfordrer til, at man tipper kommunen, hvis man kommer forbi en valgplakat, der burde være taget ned.

    "Vi kommer rundt i hele kommunen, for alt skal væk, men det tager tid, for der er mange veje og gader, vi skal forbi. Hvis aarhusianerne tipper os om efterladte valgplakater, bliver vores arbejde meget lettere. BorgerTip app’en er genial, fordi den giver dig mulighed for at angive en meget præcis lokation, og så kan vi lige svinge forbi og fjerne valgplakaten", siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.

    BorgerTip app’en er generelt en god app at have på telefonen, mener rådmanden. Også når der ikke er valg. For med app’en kan alle gøre en forskel i kommunen.

    I app’en kan brugere tippe Aarhus Kommune om huller i veje, lygtepæle uden lys, ødelagte bænke, valgplakater og meget andet. Når man sender et tip i app’en lander det direkte på bordet hos den afdeling i kommunen, der skal gøre noget.

    Alle tips bliver kigget på og vurderet i den rækkefølge, de kommer ind, forklarer rådmanden.

    "Hvis man på sin cykeltur opdager, at der er smadret en flaske, og det derfor flyder med glasskår, ja så kan man tippe vores entreprenørenhed, som så rykker hurtigt ud og fejer op. Vi får i forvejen rigtig mange tips, og det er selvfølgelig ikke alt, vi reagerer lige hurtigt på, men alt bliver registreret og fulgt op på. Hvis man tipper os om en valgplakat, der ikke er fjernet, så får man en besked i appen, når vi har været forbi for at tage plakaten ned", siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.

    Efter sidste års kommunalvalg nedtog Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i alt 762 valgplakater. 268 af dem blev taget ned efter fristen for nedtagning var overskredet.

    Teknik og Miljø tæller ikke, hvor mange plastiskstrips, der bliver taget ned. Prisen pr. valgplakat bliver beregnet på baggrund af de faktiske udgifter til nedtagning holdt op imod antallet af nedtagne plakater.

    Ved kommunalvalget i 2021, kostede det 233 kr. pr. nedtagne valgplakat. Prisen dækker over alle omkostninger som arbejdstid, administration, dokumentation, opbevaring af plakater m.m. Og regningen for dét arbejde? Den lander hos dem, der hængte plakaten op.

    Fakta – Download BorgerTip og hjælp Aarhus Kommune
    Med BorgerTip app’en på din smartphone kan du tippe Aarhus Kommune om stort og småt. Det kan være glasskår på en cykelsti, et hul i en vej, en efterladt bil og altså valgplakater, der endnu ikke er fjernet.

    Alle tips lander direkte i de relevante afdelinger. I appen kan du følge dit tip og se, når det er håndteret.

    Du kan downloade BorgerTip i App Store eller Google Play.

    Læs mere om BorgerTip på aarhus.dk/borger/borgetip