Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Teknik og Miljø finder ny klimachef i Region Midtjylland

Rolf Johnsen bliver ny klimachef i Aarhus Kommune. Han skal stå i spidsen for en ny og målrettet klimaindsats frem mod 2030.

  • Læs op

Indhold

    Aarhus Kommune har fundet sin nye klimachef i Rolf Johnsen, der skal lede et helt nyt område for klima og energi i Teknik og Miljø. Dermed bliver han en helt central chef, der skal hjælpe Aarhus Byråd med til at realisere dets ambitioner om, at gøre Aarhus til en klimaneutral by i 2030. Den nye klimachef kommer fra en stilling som chef for Klima, Ressourcer og Grøn Omstilling i Region Midtjylland.

    Rolf Johnsen bliver en dygtig og effektiv klimachef i Aarhus Kommune. Han har både erfaring med fagområdet gennem sit arbejde i Region Midtjylland, og han er vant til at skulle levere konkrete tiltag og strategier, som politikerne har mulighed for at realisere. Rolf Johnsen er også god til at arbejde på tværs og gøre sin indflydelse gældende i alle dele af Aarhus Kommune

    Henrik Seiding, direktør i Teknik og Miljø

    51-årige Rolf Johnsen bliver chef for et helt nyt forvaltningsområde for Klima og Energi. Det indeholder det nuværende klimasekretariat i Teknik og Miljø samt afdelingen for virksomheder, der er myndighed på energiområdet, hvor man blandt andet skal skabe rammerne om fremtidens energiparker og CO2-fangst fra skorstenene på forbrændingsanlægget i Lisbjerg. Det nye område får 55 medarbejdere, der skal realisere forandringerne.

    Jeg glæder mig til at arbejde med Aarhus Kommunes grønne omstilling og sikre, at vi sammen når i mål med de høje ambitioner, som byrådet har sat. Vi skal alle være en del af løsningen på klimaudfordringen for at nå i mål, og med den nye organisering kan vi præge vores egne områder som energi og affald, men samtidig skal vi arbejde sammen med alle i Aarhus om at give den enkelte mulighed for at gøre en positiv forskel

    Rolf Johnsen

    Rolf Johnsen begynder hos Aarhus kommune d. 1 januar.

    Sidst opdateret: 8. december 2023