Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Flere områer i Aarhus får beboer- og betalingsparkering

Der bliver i begyndelsen af året indført beboer- og betalingsparkering i Marseliskvarteret og ved Oldjordsvej. I Universitetsparken og ved Daugbjergvej skal man fremover betale for at parkere i mere end to timer mellem kl. 08.00-23.00.

12. jan. 2023
  • Læs op

Indhold

    Siden der blev indført beboer- og betalingsparkering i Midtbyen, er flere og flere bilister trukket længere ud af byen i jagten på en gratis parkeringsplads. De mange ofte længerevarende parkeringer i gratisområder betyder, at områdernes beboere har haft mere end almindeligt svært ved at finde en ledig parkeringsplads tæt ved hjemmet. Allerede i sommer besluttede Aarhus Byråd at gøre noget for at hjælpe de trængte beboere, og den beslutning bliver nu effektueret.

    Den gule parkeringszone bliver derfor udvidet med fire nye områder: Marseliskvarteret, Universitetsparken, Daugbjergvej og området omkring Oldjordsvej. Tidspunktet for, hvornår de nye regler bliver indført, ligger ikke endeligt fast.

    I gul zone får man de første to timers parkering gratis, hvorefter man skal betale pr. time i tidsrummet kl. 08.00-23.00 på hverdage og lørdage samt i tidsrummet kl. 08.00-18.00 på søndage. Har man en beboerlicens, kan man parkere uden tidsbegrænsning og yderligere betaling i det område, licensen gælder for.

    Det er forventningen, at udvidelsen af gul zone vil gøre en øjeblikkelig forskel for områdernes beboere, fortæller Joshua Krogager, afdelingsleder i Teknik og Miljøs afdeling for Parkering:

    ''Det er vores erfaring, at indførslen af nye parkeringszoner kommer områdernes beboere til gode nærmest i det øjeblik, de bliver indført. Med de nye zoner gør vi det meget nemmere for områdernes beboere at finde en parkeringsplads tættere på hjemmet,'' siger Joshua Krogager, afdelingsleder for Parkering, Teknik og Miljø

    I Marseliskvarteret og ved Oldjordsvej bliver det muligt for beboere at købe en beboerlicens. Det bliver ikke muligt at købe en beboerlicens til gul zone i Universitetsparken og ved Daugbjergvej. I Universitetsparken skal betalingsparkeringen gøre det nemmere for bilister at finde en plads i nærheden af universitetet. I området ved Daugbjergvej skal de nye regler sikre, at der er plads til gæster og besøgende i byen, forklarer Joshua Krogager.

    ''Der er parkeringskældre under nybyggerierne ved Daubjergvej, og det er dem, man som beboer nu bliver henvist til. På den måde sikrer vi, at der ikke er mere eller mindre tomme parkeringskældre, alt imens det er umuligt for områdets og byens gæster at finde en parkeringsplads,'' siger Joshua Krogager, afdelingsleder for Parkering, Teknik og Miljø

    De nye parkeringsrestriktioner træder i kraft, når de nye parkeringsskilte kommer op i de respektive områder. Til en start vil Teknik og Miljøs cityassistenter i områderne vejlede bilister om de nye regler i stedet for at skrive p-afgifter.

    Sidst opdateret: 12. september 2023