Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Teknik og Miljø tager rundt i oplandet

I den kommende uge tager rådmand og stadsarkitekten hul på en tur ud til nogle af de aarhusianske oplandsbyer.

25. maj 2023
  • Læs op

Indhold

    Ved budgetforliget i i efteråret blev der afsat tre mio. kr. årligt de kommende fire år til at styrke borgerinddragelsen. Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø fandt yderligere to mio. kr. til området.

    Der blev etableret en afdeling for Medborgerskab i Teknik og Miljø, som blandt andet arbejder med borgerinddragelse på flere områder og på at involvere flere og andre målgrupper, end der typisk involverer sig i dag.

    De kommende uger rykker et rullende Teknik og Miljø-kontor som et forsøg ud til Løgten, Borum og Solbjerg. Kontoret indeholder blandt andet en kaffemaskine, rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang og stadsarkitekt Anne Mette Boye, lige som afdelingen for Medborgerskab vil være repræsenteret.

    "Aarhusianerne i oplandsbyerne kan nok nogle gange føle, at de hverken bliver set eller hørt, og at udviklingen er forbeholdt Midtbyen. Nu rykker vi – i første omgang som et forsøg – et kontor ud til nogle af vores oplandsbyer, for en af ambitionerne med medborgerskabsafdelingen er at udvikle inddragelsesmetoder, som skaber dialog i øjenhøjde, og at borgerinddragelsen skal være mere områdespecifik og målrettet. Jeg håber, at borgerne og foreningerne i de tre byer vil tage positivt mod det rullende kontor og benytte sig af muligheden for at komme i dialog med os", siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    Fællesrådene i de tre byer bliver på forhånd kontaktet og har mulighed for at melde tilbage med særlige emner, som man gerne vil i dialog om. Der bliver ikke lavet konkret sagsbehandling, men rådmanden og stadsarkitekten ser frem til at høre om de tre lokalområder og de muligheder og udfordringer, som borgere og foreninger ser i de respektive områder.

    Fakta

    • Løgten den 31. maj 2023 kl. 18.30 – 20.00. Det rullende kontor holder i området ved Madhuset Løgten.
    • Borum den 12. juni 2023 kl. 16.00 – 18.00. Placering ikke fastlagt.
    • Solbjerg den 15. juni 2023 kl. 16.00 – 18.00. Placering ikke fastlagt.