Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Sommergågaderne åbner for sidste gang

I dag åbner sommergågaderne i Graven og Vestergade for sidste gang. En permanent omdannelse af gaderne skal sikre et grønt byliv og aktivt butiksliv året rundt.

  • Læs op

Indhold

    Selvom regnen siler ned, så skulle sommeren gerne vente forude. Traditionen tro omdannes Vestergade og Graven til sommergågader i sommerhalvåret. Det betyder, at farten bliver sat ned i gaderne, og at der bliver mere plads til fodgængere og udeservering. Men efter fem år med sommergågader skal Vestergade og Graven nu bygges om.

    Det har været en høj prioritet for mig at gøre området omkring Graven og Vestergade til et endnu dejligere sted, end det er i dag. Derfor håber jeg, at mit forslag om at omdanne gaderne permanent kan sættes i gang næste forår. Sommergågaderne har gennem de seneste fem år vist, hvordan få ændringer kan være med til at skabe endnu mere aktivitet og stemning i gaderne. Det håber vi nu at opleve året rundt,” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    Når Vestergade og Graven bliver bygget om, skal der plantes træer i gaderne, og kørebanen bliver belagt med sten i stedet for asfalt. Der vil også være bredere fortove, og det bliver tydeligere, hvor man må gå og cykle. Butikker, caféer og restauranter får et tydeligere afgrænset areal til udeservering.

    Den nye belægning på kørebanen skal også få cyklisterne til at sætte farten ned, så det er rarere for fodgængere og cafégæster at opholde sig i gaden. I samme omgang bliver gaderne også mere tilgængelige for svagtseende personer og kørestolsbrugere. Kantstenene bliver lavere, og i fortovet laves en ledelinje.

    Det forventes, at ombygningen af gaderne, første Graven og derefter Vestergade, begynder i foråret 2025. Ombygningen er en del af Anlægsprogrammet, der endnu ikke er endelig vedtaget.

    Fakta om sommergågader

    Fra 2. april til 30. september i år vil gaderne for sidste gang fungere som sommergågader med nedsat hastighed, mere plads til butiksliv, og udeservering på en del af vej- og fortovsarealet.

    Forrige Næste

    Visualiseringerne af Vestergade og Graven er vejledende

    Sidst opdateret: 2. april 2024