Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Aarhus får sin første cykellegeplads

En ny cykellegeplads for børn og voksne åbner nu på Pier 3. Legepladsen Cykeløen er den første af sin slags i byen.

  • Læs op

Indhold

    Det kan være nervepirrende at sende en helt nyslået cyklist ud i den aarhusianske trafik, og indtil nu har virkeligheden været den eneste træningsbane for de små trafikanter. Men en ny cykellegeplads på Aarhus Ø skal være den trygge trafikkravlegård for fremtidens aarhusianske cyklister.

    Byens yngste cyklister skal være trygge, når de bevæger sig ud i trafikken. Hvis fremtidens aarhusianere skal vælge cyklen som det foretrukne transportmiddel, skal vi sørge for, at de tidligt bliver fortrolige med vigepligt og færdselstavler på en sikker og sjov måde. Den nye cykellegeplads er udviklet i samarbejde med pædagogisk personale og stiller de helt rette faciliteter til rådighed for nye trafikanter,” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    Fra trehjulet til trafiksikker

    Cykeløen er opdelt i fem baner, så der er udfordringer til alle niveauer. De allermindste cyklister kan starte i løbecykelbanen Kravlegården, mens de større kan køre på trafikbanen, hvor der er hajtænder og fodgængerfelter. På balancebanen kan man øve styreteknikken, og forhindringsbanen er for de lidt mere øvede cyklister. På racerbanen kan børnene give den gas, mens forældre og andet publikum hepper.

    Cykellegepladsen er i hverdagene mellem kl. 8 og 15 forbeholdt skoler og daginstitutioner. Her kan lærere og pædagogisk personale booke legepladsen og låne cykler. Cykellegepladsen vil i samme tidsrum være bemandet af Dansk Skolecykling, som kan hjælpe med cykelundervisningen. 

    Efter kl.15 og i weekenderne er alle velkomne på Cykeløen.

    Det forventes, at cykellegepladsen åbner i løbet af april måned. 

    Fakta

    Cykellegepladsen er midlertidig og placeret på Pier 3 frem til slut 2025.

    På legepladsen er der også legehuse, toiletter og bord/bænkesæt.

    Sidst opdateret: 22. marts 2024