Forligskreds skruer op for bus og letbane om natten
Aarhusianerne skal have bedre mulighed for at komme hjem med kollektiv transport efter midnat. Det mener forligskredsen bag det nye budgetforlig, der øger antallet af afgange om natten.
Mange kender sikkert til at vade alt for langt – i upraktiske sko og med en lidt for høj promille – fordi bussen ikke lige kørte, når man ville hjem fra byen. Det er den slags situationer, der får forældre til at have telefonen tændt og være på tilkald midt om natten.
Men nu får aarhusianske unge og andre natteravne bedre muligheder for at komme hjem ud på de sene nattetimer fredage og lørdage. Partierne bag budgetaftalen for 2027 er nemlig enige om at øge driften på A-bus og letbane om natten til næste år.
Partierne bag er Socialdemokratiet, SF, Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Én afgang hver time
I dag er det særlige natbuslinjer, der kører mellem kl. 1.00 og 4.00. Der er syv linjer, og de fleste har en afgang hver halvanden time.
Med forligskredsens beslutning bliver linjerne erstattet af det A-busnet og de letbanelinjer, som aarhusianerne kender fra dagtimerne. Dog bliver der justeret på enkelte linjeføringer om natten for at sikre, at de oplandsbyer, der i dag har en natbus, stadig vil være dækket.
Dertil bliver der skruet op for antallet af afgange, så der er én afgang hver time i samme tidsrum.
De flere afgange om natten bliver finansieret af midler afsat i budgetaftalen for 2027. Dertil kommer bidrag fra Region Midtjylland til natkørsel med letbanen.
Fakta
Teknik og Miljø har kigget på, hvilke serviceforbedringer i den kollektive trafik der kan sættes i gang allerede nu, inden en ny struktur skal træde i kraft i 2028.
Forligskredsen bag budgetforliget for 2027 har besluttet af øge driften om natten og forenkle systemet, så aarhusianerne ikke skal forholde sig til særlige linjer efter midnat.
I løbet af 2027 vil A-busserne og letbanen således køre hver time mellem kl. 1.00 og kl. 4.00.
Der bliver justeret på nogle af A-bussernes linjeføringer om natten, så oplandsbyer, der i dag har natbusbetjening, fortsat vil have det.
For eksempel vil den nuværende linje 1A Kolt – Skejby/Vejlby skulle køre til Stavtrup i stedet for Kolt, som også betjenes af rute 200 om natten. Og den nuværende linje 4A Brabrand – Viby/Tranbjerg skal forlænges til Solbjerg om natten.
Foruden mere natbus er det besluttet af oprettet 22 nye flextursknudepunkter ved alle folkehusene uden for ringvejen.