Sammen med BUPL Aarhus har vi udviklet et nyt introduktionsforløb, ”Fundamentet til dit pædagogliv”, til nyuddannede pædagoger i aarhusianske dagtilbud, skoler og UngiAarhus.

Som deltager får du redskaber, ny viden og mulighed for at dele erfaringer med andre nyuddannede, der også er startet i det første job. Med temaer som forældresamarbejde, kommunikation og konflikthåndtering er forløbet med til at understøtte en tryg overgang fra studie til praksis.

Vi tog en snak med 26-årige Charlotte Cassøe, der er pædagog i Østerbo vuggestue og børnehave i Viby. Hun tilmeldte sig introduktionsforløbet som nyuddannet og har været med fra start til slut.

"Jeg synes, at det har været et godt forløb, og specielt dag to og tre var super givende. Jeg var fyldt med gåpåmod og energi efterfølgende, og det er spændende at få diskuteret de her emner sammen med andre, der er nye i faget ligesom én selv," siger Charlotte.

Forløbet er et supplement til den introduktion, der finder sted på den lokale arbejdsplads. Vi gennemførte det første forløb i 2021-2022 som et prøveforløb. Nu er vi er i gang med at evaluere og beslutte, hvorvidt forløbet skal fortsætte i fremtiden.

Nedenfor finder du programmet for forløbet 2021-2022.