Gå til hovedindhold

Neuropædagogisk Team

Læs mere om Neuropædagogisk Team i Aarhus Kommune her.

  • Læs op

Indhold

    Målgruppe

    Neuropædagogisk Team yder mestringsvejledning til borgere der har kognitive udfordringer efter hjerneskade eller neurologiske sygdomme.

     

    Formål

    Indsatsen har til formål at understøtte borgeres muligheder for at have et aktivt, deltagende og meningsfuldt liv. Indsatsen skal give støtte til at få de bedst mulige livsbetingelser efter hjerneskaden. Indsatsen omfatter både de fysiske, psykiske, sociale og praktiske områder. Den er individuelt tilpasset, så man kan leve et liv på egne betingelser med størst mulig selvstændighed.

     

    Bevilling

    Mestringsvejledning er en indsats der bevilges efter Servicelovens §85.

    Ansøgningsskemaer:  Hvis man er 66 år eller derunder så tryk her, hvis man er 67 eller mere  så tryk her.

    Bevillingen af mestringsvejledning revurderes som udgangspunkt hvert år. Nogle borgere mestrer efter få måneder livet med de tilkomne vanskeligheder. For andre kan der være et længerevarende behov for, at en mestringsvejleder understøtter med kompenserende strategier.

     

    Handlingsplan

    Som borger udarbejder man sammen med en myndighedsrådgiver en plan for hvilke særlige områder, der sammen med mestringsvejlederen skal arbejdes med. Med udgangspunkt i de fokusområder og mål, der er peget på, er det op til mestringsvejleder og borgeren at føre denne handleplan ud i praksis.

    Planen er et dynamisk redskab, som løbende evalueres for at sikre, at indsatsen er relevant.

    Der er et stort fokus på at inddrage pårørende, forudsat at borgeren ønsker det.

    Der ydes bostøtte på hverdage i tidsrummet kl. 8-16. Dette foregår efter aftale enten på Evald Krogs Gade, eget hjem, virtuelt (video/telefon) eller i andre relevante omgivelser.

     

    Eksempler på bostøtteydelser:

    • Værktøjer til at håndtere forandringer omhandlende identitet, samliv, netværk o.a.
    • Energiforvaltning og støtte til at strukturere og prioritere hverdagen
    • Skabe sammenhæng og en helhedsorienteret indsats gennem samarbejde og koordination med relevante parter
    • Afdække muligheder i forhold til studie og beskæftigelse
    • Etablere sociale og meningsfulde fritidsinteresser

     

    Ansatte

    Neuropædagogisk Team har 25 ansatte, som har en uddannelsesmæssig baggrund som enten pædagoger, ergoterapeuter, socialrådgivere eller fysioterapeut. På trods af forskellige uddannelsesmæssige baggrunde arbejder alle ansatte som mestringsvejledere. Alle har neuropædagogisk videreuddannelse, og der gennemføres løbende faglige læringsforløb og supervision.

    Sidst opdateret: 11. marts 2024