Rotter bekæmpes fortsat

Både virksomheder og private kan forvente besøg af rottebekæmpere, hvis de får besøg af de firbenede skadedyr. Rotterne bærer rundt på mange sygdomme, og derfor er det helt nødvendigt, at bekæmpelsen fortsætter.

Vi forsøger at køre rottebekæmpelsen så normalt som muligt, men desværre er medarbejdere i vores bekæmperfirma også ramt af karantæne. Derfor prioriterer vi anmeldelser om rotter indenfor højest – uanset om det er hos private, i virksomheder eller i institutioner. Rotter udenfor kører vi til hurtigst muligt, og de skal også fortsat anmeldes
Anders Maltha Rasmussen, afdelingschef i Teknik og Miljø

Kunderne vil kunne opleve, at kontakten med bekæmperne er anderledes end sædvanligt. For at undgå smittespredning af Coronavirus kan det for eksempel være nødvendigt, at man selv sætter fælderne op. Det sker i de tilfælde, hvor der er karantæne eller sygdom. Fælderne bliver dog altid leveret, og der følger nøje vejledning med, så der sikres en effektiv bekæmpelse.