Et styrket Byggeri skal sikre kortere behandling af byggesager

- De seneste år har vi haft fokus på sagsbehandlingstiden – uden desværre at komme helt i mål. Det skyldes forskellige udfordringer, som nu i det store hele skulle være løst. Derfor vil aarhusianerne snart kunne opleve, at vi agerer hurtigere i forhold til deres byggesager, siger afdelingschef i Byggeri, Ann Hamborg.

Men selvom branchen vil opleve en mere klar byggesagsafdeling, er det ikke sikkert, at det vil afspejle sig i tallene lige med det samme.

- Vi får i den kommende tid afsluttet sager, som har været endog meget længe undervejs. Det smitter naturligvis af på tallene fra Byg og Miljø, og derfor forventer jeg, at tallene vil tegne et andet billede, end det vores brugere rent faktisk oplever i den kommende tid. Det vil dog rette sig med tiden, mener Ann Hamborg.

 

Forhåndsdialoger prioriteret

I september faldt sagsbehandlingstiderne for Etagebyggeri – erhverv, mens sagsbehandlingstiderne for Etagebyggeri – bolig steg. Det betyder, at sagsbehandlingstiden for Etagebyggeri - erhverv nu ligger lige under servicemålet, mens sagsbehandlingstiden for Etagebyggeri – boliger ligger over det nationale servicemål.

- Til gengæld får vi i højere grad afholdt forhåndsdialogerne i de større byggerier. Det har været efterspurgt af branchen, og det er også min forventning, at det på sigt vil smitte af på sagsbehandlingstiderne. Med forhåndsdialogen får vi bedre forudsætninger for en langt mere gnidningsfri proces – også ved stikprøvekontrollen, siger Ann Hamborg.

Se flere tal fra Aarhus Kommunes byggesagsbehandling her.