Gå til hovedindhold

Samarbejde med socialøkonomiske virksomheder

Information til registrerede socialøkonomiske virksomheder, som du kan bruge i vores samarbejde.

  • Læs op

Indhold

    For at lave et godt match mellem din virksomhed og en konkret borger vil én af Jobcenter Aarhus’ virksomhedskonsulenter meget gerne komme til et møde i din virksomhed for at få en dialog forud for ansættelser og/eller placeringer i virksomhedspraktik og løntilskud.

    Vi vil gerne have et godt indblik i din virksomhed og i de opgavetyper, som du gerne vil have løst. Virksomhedskonsulenten vil informere om de forskellige støttemuligheder, som kan være medvirkende til en god start for den nye medarbejder og en varig ansættelse. Den nye medarbejder vil blive præsenteret og eventuelle skånehensyn vil blive drøftet.

    Vi vil på den måde gøre, hvad vi kan for at sikre, at der er et godt match.

    Inden du ansætter - kontakt jobcentret

    Socialøkonomiske virksomheder har forskellige størrelser og organisatoriske setups, og nogle kan have behov for en mere håndholdt indsats fra jobcentrets side. Vi opfordrer jer til at kontakte os eller gøre os opmærksomme på det, hvis I har behov for en særlig indsats fra os i forbindelse med jeres ansættelse.

    Du bør dog kontakte din arbejdsgiverforening for rådgivning omkring rent ansættelsesretslige vilkår.

    Det er vores erfaring, at nedenstående er typiske temaer, når der laves opstart for sårbare borgere.

    • Følordning og/eller sidemandsoplæring. Vi anbefalere, at der etableres følordning og/eller sidemandsoplæring i forbindelse
      med opstarten. Det kan eksempelvis være med nærmeste kollega eller en anden kollega, der har særlige forudsætninger for at kunne løse opgaven.
    • Kontaktperson. Vi anbefaler også, at der er en fast kontaktperson for borgeren, som kan håndtere såvel faglige som personlige
      problematikker, som kan opstå i opstarten og undervejs i ansættelsesforløbet.
    • Arbejdsretlige regler. Du skal være opmærksom på, at en ansættelse i fx fleksjob er at betragte som enhver anden ansættelse. Det vil sige, at det er de sædvanlige ansættelsesretslige vilkår, der gælder. Herunder at du skal udarbejde ansættelseskontrakt, der kan aftales prøvetid mv.

    Arbejdsredskaber, mentorstøtte

    Der er mulighed for at få hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretning, der understøtter, at den ansatte kan udføre sine opgaver. Der kan også bevilges mentorstøtte til din nye medarbejder, hvis der fx er brug for en særlig støtte til at komme ind i arbejdsopgaverne og etablere relationer til kollegerne.

    Hvis behovet for støtte er af mere varig karakter, findes der en personlig assistance ordning, som I kan få vejledning omkring.

    Når ansættelsen er på plads

    Borgeren har altid en kontaktperson i jobcentret, som følger borgeren uanset om denne er i virksomhedspraktik, fleksjob eller er ansat som førtidspensionist i løntilskud. Har du behov for sparring omkring udfordringer i det daglige, kan du således både tage fat i denne kontaktperson eller i en af videnspersonerne herunder.

    Job og Virksomhedsservice
    Maria Overgaard Jakobsen, tlf. 51 57 61 61

    Job & Uddannelse
    Lone Munksgaard, tlf. 41 85 43 12

    Job og Sundhed
    Trine Hanøy Flensted-Jensen, tlf. 41 85 88 94

    Job & Udvikling
    Helle Medegaard, tlf. 41 85 96 04

     

    Sidst opdateret: 18. august 2023