Gå til hovedindhold

Grundvandssænkninger i forbindelse med dit byggeri

Det kræver ofte en eller flere tilladelser fra kommunen, hvis du skal fjerne grundvand i forbindelse med dit byggeri.

  • Læs op

Indhold

    Det kan være nødvendigt at oppumpe og bortlede grundvand i forbindelse med konkrete bygge- og anlægsprojekter. Det kræver i mange tilfælde én eller flere tilladelser fra kommunen. Vi opfordrer til, at du søger tilladelserne så tidligt som muligt.

    Er det nødvendigt at oppumpe og bortlede grundvand i forbindelse med dit byggeri? Så skal du være opmærksom på følgende forhold:

    • Grundvandssænkninger er jf. miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10m omfattet af VVM-screeningspligt. Det betyder, at grundvandssænkningen skal vurderes i henhold til miljøvurderingslovens regler. Screeningen foretages inden der træffes en afgørelse om fx byggetilladelse. Du skal derfor sende en ansøgning, hvis der foretages en grundvandssænkning i forbindelse med dit byggeri. Se mere om hvor og hvordan du sender en ansøgning under "Ansøgninger". 
    • Afgørelsen efter miljøvurderingsbekendtgørelsen skal træffes af kommunen hurtigst muligt og senest 90 dage fra den dag, hvor sagen er tilstrækkeligt oplyst. Øvrige afgørelser kan ikke træffes, før screeningen er foretaget.
    • Bortledning af grundvand kræver en udledningstilladelse eller en tilslutningstilladelse eftermiljøbeskyttelseslovens§ 28. Hvis vandet skal tilsluttes ledningsanlæg, skal lodsejer (typisk Aarhus Vand) give accept heraf. Aarhus Vand forlanger betaling af afgift og har typisk krav til tilslutningspunkt. 
    • Grundvandssænkning kræver en tilladelse eftervandforsyningslovens§ 26, hvis et af følgende punkter opfyldes:  
      • Grundvandet sænkes i mere end to år eller 
      • Sænkningen omfatter mere end 100.000 m3 pr. år
      • Inden for 300 meter findes anlæg til indvinding af grundvand (fx almene vandværker, industrier m.m.). 

    Undtagelser

    • I forhold til screeninger efter Miljøvurderingsloven betragter Aarhus Kommune ikke tørpumpning af tætte byggegruber, renpumpning efter ekstremregn i tætte byggegruber uden væsentlig grundvandsstilstrømning eller pumpning af saltvand uden for kystlinjen som omfattet af kravet om screening. Det kræver dog stadig tilladelse efter Miljøbeskyttelsesloven til bortledning af oppumpet vand.
    • Permanente grundvandssænkninger til tørholdelse af f.eks. en kælder kræver som udgangspunkt ikke tilladelse efter Vandforsyningslovens § 26.  
    • Boringer til permanente grundvandssænkninger og boringer til grundvandssænkninger, der kræver tilladelse efter vandforsyningsloven, kræver en særskilt boretilladelse før de må etableres.

    Kræver tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven:  

    • Alle boringerhvorfra der skal håndteres/pumpes/afledes vandkræver tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven.  

    Kræver tilladelse efter vandforsyningsloven:  

    • A-boringer: kræver tilladelse (herunder også ”grædebrønde”). 
    • Permanente filtersatte boringer kræver tilladelse efter vandforsyningsloven.

    Kræver ikke tilladelse, men skal anmeldes minimum 14 dage inden påbegyndelse:  

    • B-boringer: Boringer til midlertidig grundvandssænkning, der ikke kræver tilladelse efter vandforsyningslovens §§ 26, stk.2, og 27, skal anmeldes senest 14 dage før etablering af boring. Sløjfning af boringer skal anmeldes og udføres iht. brøndborerbekendtgørelsen.  

    Kræver ikke tilladelse eller anmeldelse:  

    • Geotekniske boringer kan udføres uden tilladelse eller forudgående anmeldelse. Oplysninger omlagfølger, vandspejl mm. skal dog indberettes til kommunen, hvis vi anmoder om det.  

    Hvor?
    Ansøgningsskemaet findes som Bilag 1 i 
    miljøvurderingsbekendtgørelsen og som en Word udgave på Miljøstyrelsens hjemmeside om miljøvurdering (i højre spalte under nyttige links)Skemaet er generelt, og der må meget gerne leveres supplerende oplysninger, herunder vurdering af sænkningstragt og påvirkning af natur og/eller jordforureninger i nærheden.

    Hvordan?
    Ansøgning om screening af grundvandssænkning efter miljøvurderingsloven 
    Ansøgninger om screening efter Miljøvurderingslovens sendes direkte til kommunens VVM-team på e-mail: vvm@mtm.aarhus.dk. I ansøgningen skal du anvende skemaet fra bekendtgørelsen (ellers er der en retslig fejl, som kan medføre omgørelse ved klager). Du er desuden velkommen til at starte en dialog inden indsendelsen på samme postkasse.

    Det anbefales at vedlægge oplysninger om sænkningstragt og jordbund, da det vil lette vurderingen af behovet for VVM. 

    Ansøgninger efter hhv. miljøbeskyttelsesloven eller vandforsyningsloven
    Ansøgninger efter ovenstående love sendes til kommunens Vandforsyning og Klimatilpasning via e-mail: 
    klimaogvand@mtm.aarhus.dk og skal indeholde oplysninger om:  

    • Beskrivelse af baggrunden for grundvandssænkning - herunder hvorfor der er behov for en grundvandssænkning. Beskriv også selve bygge-/anlægsprojektet. 
    • Beskrivelse af de eksisterende forhold i projektområdet dvs. hydrogeologi, grundvandskemi (evt. suppleret med analyser), vandforsyning, natur, forureningsforhold etc. 
    • Metode for grundvandssænkning, fx sugespidser, filterboringer, pumpesump etc. 
    • Pumpeperiodens forventede varighed, estimeret oppumpet vandmængde herunder maksimal timekapacitet. 
    • Udbredelse af grundvandssænkningen (beregning af påvirkningsområde/sænkningstragt). 
    • Hvis der planlægges sænkningsstandsende foranstaltninger som f.eks. spuns eller lignende, skal der desuden fremsendes beregning af effekten af disse. 
    • Beskrivelse af bortledning. Direkte udledning til recipient: placering indtegnes på kortbilag. Tilslutning til eksisterende ledningsanlæg: tilslutningspunkt angives på kortbilagog der indhentes accept hos ledningsejer inkl. eventuelle vilkår for tilslutning. Hvis det er nødvendigt at rense vandet inden afledning angives dette.  
    • Risikovurdering i forhold til omgivelser og miljø. Herunder risiko for spredning af nærliggende grundvandsforurening, risiko for sætningsskader, risiko for skader på natur eller vandindvindingsinteresser. I tilfælde af særligt følsomme forhold omkring risiko ved f.eks. træpælefunderinger eller sætningsgivende jordlag, kan der også være behov for særlige undersøgelser af funderingsforhold. 
    • Forslag til overvågningsprogram, fx placering af pejleboringer, pejlefrekvens og analyseprogram for vandkvalitet af oppumpet grundvand. 
    • Eventuelt forslag til afhjælpende foranstaltninger eller egentlige afværge-tiltag.

      Oplysningerne danner udgangspunktet for eventuelle vilkår mv. i tilladelsen. Bygherren er erstatningspligtig for skader, som forvoldes i bestående forhold ved forandring af grundvandsstanden og gravearbejde mm. (jf. vandforsyningslovens § 28 samt byggelovens § 12).  

    Klage  
    Du kan klage over tilladelser og afgørelser til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen er fire uger fra den dag, afgørelsen er offentliggjort. Klagen har som udgangspunkt ikke opsættende virkning, dog kan Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemme, at afgørelsen ikke må udnyttes.  

     Metoder til at mindske grundvandspåvirkningen  

    • Spunsning omkring byggefeltet 
    • Frysning af undergrunden 
    • Arbejde og støbning under vand. 

    Drikkevandsinteresser  
    Inden for områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD), indvindingsoplande til almene vandforsyninger samt indenfor 300 m zonen til boringer for almene vandforsyninger eller industri, er der særligt fokus på at minimere grundvandspåvirkningen.  

    Jordforurening  
    Risiko for mobilisering af nærtliggende forureninger kan føre til særlige foranstaltninger og kan stille særlige krav til overvågning. Dette gælder også for anmeldepligtige sager. 

    Sidst opdateret: 11. oktober 2023