Gå til hovedindhold

Energioptimering og forebyggelse af nedbrud i køleenheder

  • Læs op

Indhold

    Projektet har til formål at undersøge om, TempBox-løsningen fra virksomheden CoolHeat Engineering kan hjælpe Aarhus Kommune med at mindske madspild ved at opdage nedbrud i køle- og frostrum, øge fødevaresikkerheden og give Aarhus Kommune data og løsninger til strømbesparelser i køle- og frostrum.

    For at opnå dette vil CoolHeat Engineering udvikle en algoritme, der bygger ovenpå deres eksisterende løsning, TempBox, der kan monitorere temperaturen, strømforbruget og døråbninger i køle- og frostrum.

    Ved at bygge algoritmen på ny data samt den i forvejen store datamængde, CoolHeat Engineering har opsamlet gennem TempBox, er forventningen, at algoritmen også kommer til at kunne forudse nedbrud af køleenheder og automatisk udpege, hvor der bruges mere strøm, end man forventer.

    Konkret installeres der TempBoxe på tre plejehjem i kommunen, hvor der opbevares fødevarer på køl eller frost. Herfra bliver der indsamlet nøgledata til udviklingen, mens der samtidig gives adgang til alle de nuværende funktioner, så personalet for eksempel bliver alarmeret ved uønskede temperaturer eller kan se historikken for, hvordan fødevarer har været opbevaret. Dette kan også understøtte og optimere ift. opgaver og krav om dokumentation for korrekt opbevaring.

    Projektet løber over en periode på 6 måneder, hvor der installeres udstyr på plejehjemmene, indsamles og analyseres data, samt udvikles på den nye algoritme.

    Aarhus Kommune får testet den nuværende TempBox løsning til temperaturovervågning og kan forventeligt øge fødevaresikkerheden, mindske madspild under projektet samt optimere energiforbrug.

    De primære partnere i projektet er virksomheden CoolHeat Engineering og magistratsafdelingen Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune – herunder Ernæringsklyngen samt Vikærgården, Plejehjemmet Sifsgaard og Plejehjemmet Ceres.

    Sidst opdateret: 12. september 2023