NemHandel er en teknologi, som gør det muligt at sende elektroniske fakturaer nemt og sikkert via internettet.
Med NemHandel modtager man en kvittering, når fakturaen er nået frem til modtageren.

Fakturaerne skal udformes i OIOUBL-format, som er en opdatering af det gamle format OIOXML elektronisk regning.

Du kan læse mere om OIOUBL via vejledningslinket herunder.

NemHandel på fire måder

Der findes flere forskellige muligheder for at bruge NemHandel. Nogle er gratis at bruge, mens andre kan benyttes mod betaling. Du kan vælge den løsning, som passer bedst til din virksomhed.

Fakturablanketten

Kan dit økonomisystem ikke skabe NemHandelsfakturaer, eller har du ikke et egentligt økonomisystem? Brug den elektroniske NemHandelsfakturablanket via linket herunder.

Fakturablanketten kan kun bruges ved e-handel med den offentlige sektor.

Eget økonomisystem med indbygget NemHandel

Kan dit økonomisystem både skabe og sende NemHandelsfakturaer? Så er du allerede helt klar til NemHandel. Spørg din systemleverandør.

Eget økonomisystem + NemHandelsprogram

Kan dit økonomisystem skabe, men ikke sende NemHandelsfakturaer? Så kan du bruge NemHandelsprogrammet til at sende med. Når dit økonomisystem har skabt en NemHandelsfaktura, sørger NemHandelsprogrammet for, at den bliver afsendt. Få din leverandør af økonomisystem til at hjælpe dig i gang

Betalingsløsning

Hvis du foretrækker en samlet serviceløsning, findes der også firmaer, som tilbyder fakturaservice eller komplette økonomiløsninger, hvor du kan bruge NemHandel mod betaling.