Beboerlicens erhverv er en parkeringsordning for virksomheder med adresse i et af Aarhus Kommunes beboerparkeringsområder. Med undtagelse af zone 1, City. Ordningen gælder for køretøjer, hvor virksomheden enten står som ejer eller bruger på køretøjets registreringsattest.

Der kan maksimalt købes 5 beboerlicens erhverv pr. virksomhed.

Beboerlicens erhverv skal bestilles via Aarhus Kommunes selvbetjening. I selvbetjeningen kan du købe, forny, ændre eller opsige licenser. Inden du åbner selvbetjeningen anbefaler vi, at du har følgende parat:

  • Din virksomheds NemID
  • Køretøjets registreringsnummer (nummerplade)
  • Kreditkort

OBS: Google Chrome kan give problemer ved login i selvbetjeningsløsningen.

Hvis virksomheden har en leasing- eller lejebil, er der også mulighed for at købe en beboerlicens erhverv. Her skal blot uploades en tro og love erklæring, som findes i vores selvbetjeningssystem

Der kan ikke købes licens til trailere.

Læs mere om beboerlicens erhverv her

Beboerlicens erhverv giver fri parkering på kommunale parkeringspladser med tidsbegrænsning eller betaling –  på hverdage mellem kl. 08.00 og 18.00 samt lørdag mellem kl. 08.00 og 16.00.

Licensen gælder for 1 år og koster 500 kr. pr år, beløbene er momsfrie. Licensen træder i kraft når den endelige kvittering er modtaget.

Er licensen til en el- eller brintbil, er den gratis.

Vær opmærksom på, at et køb ikke kan fortrydes, og at det betalte beløb ikke kan refunderes.