Gå til hovedindhold

Parkering for lastbiler og tunge køretøjer

Aarhus Kommune har reserveret en række parkeringspladser til lastbiler, flyttebiler og tunge køretøjer.

  • Læs op

Indhold

    I samarbejde med Østjyllands Politi har Aarhus Kommune indført parkeringsbegrænsninger for tunge køretøjer for at forbedre miljøet og trafiksikkerheden i Aarhus.

    Det betyder, at lastbiler og tunge køretøjer ikke må parkeres på gader, veje og pladser inden for byområder omfattet af byzonetavler. Reglerne gælder i tidsrummet kl. 18.00 til 06.00 på hverdage samt hele døgnet i weekender og på helligdage.

    De såkaldt "tunge køretøjer" er lastbiler og andre køretøjer med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg samt påhængsvogne og sættevogne med en tilladt totalvægt på over 750 kg.

    I medfør af Færdselslovens §92, stk. 1, nr. 1, Lov om offentlige veje §90, stk. 2, og Bekendtgørelse om parkeringskort for personer med handicap §11, stk. 1, nr. 3,
    litra b, bestemmes med samtykke af Østjyllands Politi følgende:

    §1. Der må ikke parkeres køretøjer med henblik på reklame eller overnatning.

    §2. Påhængskøretøjer (herunder campingvogne med videre) må ikke parkeres i mere end 12 timer.

    Stk. 2. Campingvogne må herudover ikke parkeres på havneområdet i Aarhus.

    Stk. 3. Påhængskøretøjer, herunder sættevogne, med tilladt totalvægt over 750 kilo må ikke parkeres inden for tættere bebygget område i de byområder, der er afgrænset af en E 55 tavle i hele Aarhus Kommune. Forbuddet gælder alle hverdage i tidsrummet klokken 18.00 til 06.00, samt hele døgnet lørdage, søndage og helligdage, medmindre andet er bestemt ved afmærkning.

    Stk. 4. Køretøjer med tilladt totalvægt over 3.500 kilo (lastbiler, varebiler, busser med videre) må ikke parkeres inden for tættere bebygget område i de byområder, der er afgrænset af en E 55 tavle i hele Aarhus Kommune, Forbuddet gælder alle hverdage i tidsrummet klokken 18.00 til 06.00, samt hele døgnet lørdage, søndage og helligdage, medmindre andet er bestemt ved afmærkning.

    §3. I områder, hvor der ved skiltning er angivet betalingsparkering, skal der betales for parkering i overensstemmelse med, hvad der er gældende inden for det pågældende område. Parkeringsperioden kan forlænges, hvis der betales herfor.

    Stk. 2. Den købte betalingstid kan kun benyttes inden for samme takstområde og kun af det indregistrerede køretøj.

    §4. Fritaget for betaling på parkeringspladser med betalingsparkering er køretøjer med parkeringskort for personer med handicap.

    §5. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 12.12 2017. Samtidig ophæves politibekendtgørelse om parkering i Aarhus Kommune af 3. marts 2013 (opdateret 17. april
    2014).

    Aarhus Kommune har etableret 150 parkeringspladser fordelt ud over kommunen for at sikre parkeringsmuligheder for disse køretøjer. Få et overblik herunder. 

    Vejledning: Parkeringspladser for køretøjer over 3500 kg

    Guide: Parking spaces for heavy vehicles over 3500 kg

    Anleitung: Parkplätze für schwere fahrzeuge über 3500 kg

    Sidst opdateret: 11. oktober 2023