Gå til hovedindhold

Christian Budde: Erhvervslivet skal hjælpe ukrainske flygtninge i arbejde

Sundhed- og omsorgsrådmand Christian Budde har opfordret borgmester Jacob Bundsgaard til at hasteindkalde Erhvervskontaktudvalget til en drøftelse om, hvordan byens virksomheder og Aarhus Kommune i fællesskab kan løfte opgaven med at få de ukrainske flygtninge, der kommer til Aarhus-området, i arbejde.

  • Læs op

Indhold

    ”Vi kan forvente, at der kommer rigtigt mange ukrainske flygtninge til Aarhus. Der er tale om helt almindelige mennesker, der mangler job og tryghed i hverdagen. Vi har derfor et fælles ansvar for, at de ukrainske flygtninge får en så normal tilværelse som muligt her i Aarhus, hvor de kan få børnene i skole og daginstitutioner, men også hvor de kan få job og tjene deres egne penge.”, udtaler rådmand Christian Budde. 

     “Vi står i en situation, hvor rigtigt mange virksomheder har akut mangel på arbejdskraft. Derfor må vi skabe de bedste rammer for, at erhvervslivet kan ansætte ukrainske flygtninge uden, at ansættelsesprocedurerne nødvendigvis skal være for omstændige. Vi har brug for en snak med erhvervslivet om hvordan vi kan handle hurtigt og enkelt – til glæde for alle”, tilføjer Christian Budde. 

     Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune har tidligere meddelt, at de vil løfte deres del af ansvaret for, at de ukrainske flygtninge kan komme i arbejde ved at tilbyde dem sprogkurser, efteruddannelse og job i den aarhusianske ældrepleje.  

    Erhvervskontaktudvalget (aarhus.dk) 

    Kontakt:  

    Presseansvarlig Lars Erik Siegumfeldt tlf 23 32 98 61 

    Fra mandag den 14.03 

    Tue Germundsson tlf. 41 85 90 54 

    Sidst opdateret: 21. august 2023