Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

139 børnehaveklasser i Aarhus til næste skoleår

Det forventes, at 3.211 nye elever starter i de aarhusianske folkeskoler, når dørene åbner til et nyt skoleår efter sommerferien. Det er en stigning på 181 børn i forhold til sidste år. Der bliver derfor 139 nye børnehaveklasser i kommunen, hvilket er syv flere end ved sidste års indskrivning.

06. apr. 2022
  • Læs op

Indhold

    ”Jeg bliver glad, hver gang forældre vælger den kommunale folkeskole. Det en god nyhed, at vi kan byde velkommen til så mange nye elever. De kan se frem til en hverdag med nye venner, god læring og masser af engagerede og professionelle lærere og pædagoger, som gør sig umage for at lykkes for netop dem,” siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge.

    Siden 2006 har Aarhus Kommune sprogscreenet alle skolebegyndere med dansk som andetsprog. Det sker for at afdække det enkelte barns dansksproglige kompetencer og afklare, om barnet har behov for sprogstøtte i skolen. Resultaterne af dette års sprogscreening viser, at ud af 525 skolebegyndere med dansk som andetsprog, er 378 – svarende til en andel på 72 pct – blevet vurderet til at have et ”Ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte”. Det er en stigning i forhold til sidste år, hvor andelen var 68,6 pct. Disse elever er derfor ikke omfattet af reglerne om frit skolevalg, fordi byrådet har besluttet, at højst 20 pct. af eleverne på hvert klassetrin må være børn med dansk som andetsprog og behov for sprogstøtte. Langt de fleste af eleverne henvises enten til egen distriktsskole eller til en skole, forældrene har ønsket, men 71 børn henvises til en udpeget modtagerskole. Det er 34 flere end sidste år.

    ”Det er naturligvis ærgerligt at nogle børn når skolealderen med et særligt behov for sprogstøtte. Der er ingen sikker forklaring. Man kan pege på, at dagtilbud har været meget pressede af højt sygefravær blandt personalet pga. corona, og at mange aktiviteter i samfundet har været coronaramt. Derudover har bøger flere steder i en periode været pakket helt væk af hygiejnemæssige årsager. Det har gjort det svært at nå det systematiske sprogarbejde med børnene,” siger Thomas Medom.

    Thomas Medom understreger, at en del af opgaven også ligger hos børnenes forældre.

    ”Forældrene har selvfølgelig stor indflydelse på udviklingen af deres børns dansksproglige kompetencer. Jeg har en forventning om, at de gør en indsats for at støtte børnene, men anerkender også, at de seneste par år har budt på svære vilkår for forældrene,” siger Thomas Medom.

    På baggrund af dette års sprogscreeningsresultater, og med udgangspunkt i den omfattende analyse af DSA-området, som blev bestilt i sidste års budgetforlig, vil rådmanden nu drøfte med skolerne, de faglige organisationer og byrådet, mulige forandringer på området. Herunder om grænsen for, hvor stor en andel af eleverne på hvert klassetrin, der må være børn med dansk som andetsprog, som har sprog-støttebehov, skal hæves fra 20 til 25 pct.

    Læs mere om sprogscreening og klassedannelse i faktaarket nedenfor.

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, 27 51 79 61.