Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Rådmand efter stor pris til Nye: ”Vi skal stille flere krav i byudviklingsprojekter”

Nye nord for Aarhus har vundet den anerkendte Byplanpris 2022. Nye vinder for et innovativt og visionært byudviklingssamarbejde mellem Aarhus Kommune, Aarhus Vand og Tækker Group. Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, vil bruge anerkendelsen til at stille flere krav i fremtidige byudviklingsprojekter.

07. okt. 2022
  • Læs op

Indhold

    Nye er et skoleeksempel for byudvikling. Samarbejdet mellem aktørerne i udviklingen af den grønne by, Aarhus Kommune, Aarhus Vand og Tækker Group, har været så forbilledligt, at det torsdag aften blev præmieret med Byplanprisen 2022. Prisen blev uddelt af Dansk Byplanlaboratorium ved årets Byplanmøde.

    Samarbejdspartnerne vinder prisen for forbilledligt, innovativt og visionært samarbejde og for at skabe Nye med fællesskabet i centrum.

    "Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, glæder sig naturligvis over prisen – ikke mindst fordi den gives for et udviklingsprojekt i oplandet.Nye er et fantastisk eksempel på, hvordan vi byudvikler i oplandet med udgangspunkt i naturen. I tæt samarbejde med Aarhus Vand og Tækker Group er vi lykkedes med at skabe et bæredygtigt og biodiverst lokalsamfund med særligt stort fokus på genanvendelse og fællesskab. Det er jeg meget stolt af", siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    Rådmanden har endnu kun siddet i sin stol på rådhuset i en måneds tid, men han har allerede stiftet bekendtskab med den kritik, der ofte bliver rettet imod se seneste års byudvikling: Der er blevet bygget for højt uden hensyntagen til naturen. Nicolaj Bang ønsker at sætte en anden retning for byudvikling i kommunen.

    "I dag bruger vi mange flere kræfter end tidligere på at skabe gode rammer for det liv, der skal leves i områderne mellem nyopførte boliger, men jeg vil gerne, at vi stiller endnu flere krav i byudviklingen. Vi skal bruge Nye, når vi taler med bygherrer. Vi skal insistere på, at byudviklingen sker i samspil med omgivelserne og den eksisterende natur. Mange af de ting, som er gode i Nye, skal overføres til andre byudviklingsprojekter, og det er jeg sikker på, at bygherrerne vil forstå behovet for", siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    De øvrige nominerede til Byplanprisen 2022 var Tønder Kommune for Tøndermarksinitiativet og byomdannelser i Højer samt Høje Taastrup C P/S for Høje Taastrup C.

    Nye – En levende by i balance

    Nye bliver skabt ud fra et stærkt ønske om at tænke og leve anderledes på en grøn og bæredygtig måde. De første boliger i Nye blev igangsat efter mere end 10 års planlægning i sommeren 2017, og de første beboere flyttede ind i 2018. Ved fuld udbygning har Nye en kapacitet på 15.000-20.000 indbyggere.

    Om Byplansprisen

    Byplansprisen er hvert år siden 1996 blevet tildelt en kommune, en region eller en organisation, som har gjort en særlig indsats for at fremme gode, smukke eller innovative bymiljøer. I 2022 er prisen uddelt med særligt fokus på, hvordan partnerskaber mellem relevante myndigheder, private aktører, forsyningsselskaber og borgerinitiativer mm. fungerer i praksis.