Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Nu skal anlægskronerne for 2023 fordeles – se, hvor der kan komme nye veje, stier og krydsningsheller

Magistraten har netop drøftet anlægsprogrammet for 2023. Der bliver blandt andet lagt op til at bruge mere end 16 mio. kr. på at forbedre trafiksikkerheden og mere end syv mio. kr. på stier. De lokale fællesråd har haft stor indflydelse på projekterne.

06. feb. 2023
  • Læs op

Indhold

    Et nyt fortov langs Beder Landevej, ensretning af Bjørnshøjvej i Trige og lys på Mejlbyvej. Det er nogle af de anlægsprojekter, som Magistraten her til morgen drøftede, da anlægsprogrammet for 2023 er på dagsordenen. Anlægsprogrammet består af 40 projekter fordelt over hele kommunen.

    Se beskrivelser af de enkelte anlægsprojekter

    For Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang er det vigtigt at prioritere projekter i oplandsbyerne.

    ''Vi lægger op til, at vi skal godt rundt i oplandet med indsatser, der gør det mere sikkert at være blød trafikant og nemmere at være bilist. Det er noget, der længe har været efterspurgt, og det vil afgjort gøre en forskel for lokalsamfundene og den enkelte borger,'' siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø

    Magistraten drøftede anlægsprojekter for i alt 46 mio. kr. Projekterne er blevet til i tæt dialog mellem Teknik og Miljø og de lokale fællesråd, og det glæder rådmanden.

    ''Det er meget vigtigt for mig, at vi udvikler kommunen sammen med borgerne, og derfor er jeg glad for, at forvaltningen har været i dialog med gode lokale kræfter om, hvad der skal til for, at netop deres område bliver bedre at bo og leve i,'' siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø

    Nogle af projekterne i anlægsprogrammet skulle oprindeligt have været i gang allerede sidste år, men de blev sat i bero på grund af de kraftigt stigende anlægspriser.

    Anlægsprogrammet blev sendt videre til byrådet. Hvis det bliver vedtaget, går Teknik og Miljø i gang med at planlægge udførslen af de enkelte projekter. Flere af anlægsarbejderne forventes at kunne sættes i gang i 2023, mens der ved andre kan blive brug for borgerinddragelse og yderligere politisk afklaring inden igangsætning.

    Fakta – Sådan kan anlægskronerne fordeles
    Først Magistraten og siden Aarhus Byråd skal drøfte fordelen af i alt 46.631.204 anlægskroner. Der er lagt op til, at pengene fordeles til projekter i syv kategorier:

    • Sikkerhed og miljø = 16.826.159 kr.
    • Projekt ’Smukke veje’ = 2.747.517 kr.
    • Stianlæg = 7.159. 076 kr.
    • Kombinationsrejseanlæg = 1.000.000 kr.
    • Mindre vejanlæg ved byudvikling = 10.716.263 kr.
    • Fremkommelighed – ”flaskehals” = 6.214.189 kr.
    • Parkering = 1.500.000 kr.

    I alt = 46.163.204 kr.

    Se beskrivelser af de enkelte anlægsprojekter

    Sidst opdateret: 4. september 2023